IFS terapi og Gestalt

IFS terapi (Internal Family Systems Therapy) er en terapiform der i de seneste år har vundet mere og mere udbredelse både herhjemme og i resten af verden. IFS terapien arbejder med integration af de  sider i psyken, der kan være i konflikt med hinanden, og som ofte skaber indre diskussioner, tvivl og uro, når man som menneske er i krise. Den hjælper klienter til at forholde sig til sig selv og blive mere klar over hvad de har brug og hvordan de kan opnå det. Terapiformen er den mest kraftfulde og samtidigt mest nænsomme terapeutiske metode jeg indtil nu har stiftet bekendtskab med. Jeg er uddannet IFS terapeut, level 1 fra det internationale IFS Institute, der er grundlagt af  Richard C. Schwartz.

 

Alle psykens dele er velkomne i IFS terapi

IFS terapiens grundlægger, den amerikanske psykolog Richard C. Schwartz, blev allerede i 1980’erne optaget af at psyken består af dele, eller sider, som fungerer i relationer der kan sammenlignes med en “indre familie”. De mange dele i psyken samarbejder ikke altid. Fx oplever mange at de har en form for “indre kritiker” og måske en anden del af som kan give op, når kritikeren er meget hård – hvorefter den indre kritiker bliver endnu mere hård. Andre eksempler kan være at du har en del af dig som hele tiden er i gang fordi ro eller det at være alene kan være skræmmende – samtidig med at en anden del af dig virkelig kan mærke behovet for at geare ned. Der er utroligt mange forskellige variationer.  I IFS terapi hjælpes klienten til at relatere til alle dele af psyken, så der kan opstå mere rummelighed og lydhørhed overfor de vigtige erfaringer og behov de enkelte dele hver især har. Udgangspunktet er med andre ord at alle dele er velkomne og har noget vigtigt på hjerte. Og når de bliver hørt, kan der blive mere samarbejde og plads inden i. Det sted hvorfra klienten kan relatere til alle dele af sig selv på en forstående måde, kaldes i IFS terapi for klientens Selv og opgaven i terapien er at klienten opdager sine egne ressourcer , sit eget Selv og bliver “selv-ledet”.

 

IFS terapiens inspirationskilder

En af de grundlæggende inspirationskilder for IFS terapien er bla. familieterapien, hvor man også arbejder med relationerne og dynamikkerne i familien fremfor at udpege et af individerne i familien til “problemet”. Dette bruges i måden man går nysgerrigt og imødekommende til alle psykens dele i den enkelte klients indre. En anden af inspirationskilderne til IFS terapi er gestaltterapien.

 

Gestaltterapi

Gestaltterapi bygger først og fremmest på en god kontakt mellem klient og terapeut.  For at kunne tilbyde mine klienter et tillidsfuldt rum, arbejder jeg som samtalepartner med nærvær, respekt for grænser og tager udgangspunkt i det, der er aktuelt for klienten. Hvis du er interesseret i at prøve gestaltterapien, er du meget velkommen hos mig. Se mere om priser og kontaktinfo her.

 
Praktiske øvelser

For nogle klienter er det givende at arbejde med de praktiske øvelser, som er udviklet indenfor gestaltterapien. Det kan fx være stolearbejde eller pol-arbejde, mindre rollespil, der bruges, hvis man som klient vil i dybden med bestemte relationer eller egne indre konflikter. Øvelserne kan også bruges hvis man oplever usikkerhed og tvivl. Andre øvelser bruges i forbindelse med en undersøgelse af behov for kontakt hhv. afstand og grænser til andre mennesker.

Den nyere gestaltterapi lader med disse øvelser klienten “træde ind i situationen” fremfor kun at tale om situationen. Hermed får man som klient mulighed for  at mærke og undersøge alle de nuancer, der kan ligge i et bestemt problem. Situationen får så at sige “krop”, man oplever den nu og her. Det betyder at følelserne kan arbejde og udvikle sig på en anden måde, end når man blot taler om dem.

gestaltterapi med stole - stolearbejde

Gestaltterapiens udvikling

Gestaltterapi er en nyere terapiform, der blev udviklet af Fritz Perls, Laura Perls og Paul Goodman i 1940’erne og 1950’erne. Den er en del af den humanistiske og oplevelsesorienterede psykoterapi. Den bygger på opfattelsen at terapeutisk udvikling bedst finder sted med udgangspunkt i klientens egen oplevelse. Man lægger mindre vægt på at fortolke og analysere “bag om” det klienten oplever sådan som man traditionelt gør i psykoanalysen.  Man bruger også mindre tid på enkel regulering af adfærd, som fylder i den kognitive terapi. Til gengæld er anerkendelse og undersøgende nysgerrighed, samt opmærksom kontakt værktøjer, der styrker klientens selv, egenforståelse og fornemmelse for behov. Den gestaltterapeutiske tilgang bygger i høj grad på den eksistentielle terapi, hvor klientens ansvar og valg er centrale pejlemærker.

Gestaltterapien er blevet ved med at udvikle sig også i de senere årtier, hvor den har været en af de mest indflydelsesrige psykoterapier. Udover at dens tilgange og metoder er blevet integreret i  IFS terapien, har den også betydet meget for den Emotionsfokuserede terapi (EFT), der i netop i disse år vinder stor udbredelse både i USA og Europa. Læs evt. mere om gestaltterapi her.

Kontakt mig hvis du er interesseret i at høre mere om eller selv vil prøve IFS terapi og gestaltterapi:

Email: katrinefogsgaard@protonmail.com

Tlf: 61606613

61606613

Læs mere om mig her.