Barndom og tilknytning
Oplever du at stærke følelser kan overvælde og styre dig, næsten som var du et barn igen? Eller kender du til at relationsmønstre der minder om det du havde til dine forældre, synes at gå igen i voksenlivet?
Så er du ikke alene.
Vi kan arbejde med temaer og tilknytning fra barndommen i terapien, så du selv bliver den voksne omsorgsperson der kan støtte og styrke dig i dag – og så fortid kan adskilles fra nutid. Mød dine egne ”indre børn”, tag dig godt af dem og opdag at de kan blive en af dine bedste kilder til ressourcer i nutiden.
Mød dine “indre børn”,
og lad dem blive dine bedste ressourcer

Katrine Fogsgaard
Derfor arbejder jeg med barndom og tilknytning
Barndom og tilknytning er nogle af de temaer, som ofte bliver relevante i psykoterapi. De erfaringer, vi har med relationer til forældre eller andre vigtige omsorgspersoner i barndommen, betyder som regel meget for os, også som voksne.
Jeg arbejder oplevelsesbaseret med barndom og tilknytning, hvis du som klient mærker, at det er relevant for dig. Her trækker jeg især på den neuroaffektive psykoterapi og tilknytningsteorien.
Hvis du føler, at oplevelser i barndommen spiller en problematisk rolle for din nuværende situation, kan vi fx anvende øvelser med fokus på det såkaldt “indre barn”. Det indre barn er en figur for alle de dybe barndomsfølelser, der ofte stadig påvirker os som voksne, følelser vi har i forbindelse med de gode såvel som dårlige erfaringer, vi har lagret i vores hukommelse.
Øvelserne kan støtte dig i at mærke mønstre og behov, der stammer fra barndommen. Og de kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du bedst kan tage vare på dine behov i dag.
Læs mere om tilknytning og indre børn længere nede på siden.
Sådan foregår det
Når du begynder i terapi hos mig, vil vi starte ud med sammen at afklare hvad du ønsker at få ud af dit forløb. Du behøver ikke at have overblikket selv inden du kommer. Vi vil sammen undersøge hvad du har brug for.
Længden på mine klienters forløb er meget forskellige. Nogle klienter har brug for en enkelt session, hvor de får klarhed over en afgrænset udfordring i livet. Andre vælger at gå i terapi over flere år. Vi tilpasser os dit individuelle behov, også i forhold til hvor ofte du ønsker at komme.
For mange vil det være gavnligt at komme hver uge eller hver fjortende dag i starten af et forløb, men andet er også muligt og kan være passende for dig. Jeg tilbyder sessioner der varer en time eller halvanden time – igen alt efter hvad der er bedst for dig. Vi kan mødes online eller på klinikken så det er fleksibelt i forhold til din situation.
Du er velkommen til at ringe eller skrive til mig, så vi kan finde ud af om jeg er den rigtige terapeut for dig.

Her mødes vi
Klinikken ligger på indre Frederiksberg tæt på Forum metrostation: H.C. Ørstedsvej 54B, stuen – baghuset inde i gården. Vi har et venteværelse, hvor jeg kommer og henter dig. Kommer du med S-tog, er der 10-15 minutters gang fra Vesterport station. Kommer du med bil, er det muligt at finde en plads på de nærmeste villaveje. Husk at indløse parkeringsbillet, fx via EasyPark app’en.
Vil du vide mere om temaerne barndom og tilknytning?
Teorien om tilknytning handler om hvordan børns følelsesmæssige bånd til deres primære omsorgsperson(er) er afgørende for deres adfærd og oplevelse af verden – og at deres erfaringer med tilknytning i barndommen har kolossal betydning ind i voksenlivet.
Tilknytningsteorien blev udviklet af psykoanalytikeren John Bowlby, der viste hvordan tilknytning er et fuldkomment grundlæggende behov hos børn, der betyder at de i de tidlige år altid opholder sig tæt på deres omsorgspersoner, ofte deres forældre og orienterer sig i mod dem.
Hvis et barn har erfaring med at dets tilknytningsbehov bliver mødt på gode måder af dets omsorgspersoner, vil det have en forventning om at andre tilknytningsfigurer (f.eks. venner og kærlighedspartnere) senere i livet også vil kunne give tryghed og støtte. Disse erfaringer bliver til en ”indre arbejdsmodel” for barnet og guider det i fremtidige tætte relationer.
Oplever barnet derimod at tilknytningen til omsorgspersonerne er utryg (og her er der forskellige variationer, de såkaldte utrygge tilknytningsmønstre), former disse erfaringer forventningen til kontakten med andre som dermed bliver utryg.
Tilknytningsmønstre
Mary Ainsworth arbejdede i 1960’erne videre med Bowlbys teori. Hun udviklede den såkaldte Strange Situation-procedure, der er en psykologisk test der gør det muligt at observere de forskellige tilknytningsmønstre.
Kort fortalt undersøgte Ainsworth hvordan børn reagerer i relation til en primær omsorgsperson i forbindelse med at de oplever fremmede omgivelser og efter at de her har været alene med et fremmed menneske. Ainsworth viste at der var tydelige mønstre i børnenes reaktioner. Hun observerede at de enten kunne være trygt eller utrygt tilknyttede. De trygt tilknyttede børn var undersøgende i forhold til nye omgivelser, de blev oprevede da omsorgspersonen/forælderen forlod lokalet og glade og søgte trøst, da han/hun vendte tilbage.
Utryg tilknytning – ambivalent
For de utrygt tilknyttede børn fandt Ainsworth to mønstre: det ambivalente og det undgående mønster. Senere har forskning peget på flere mønstre, især det man kalder det desorganiserede mønster.
Det ambivalente barn vil være ængstelig over for fremmede og vil ikke være undersøgende i det ukendte rum, heller ikke selvom forælderen er til stede. Når forælderen forlader rummet bliver barnet voldsomt stresset. Barnet vil være ambivalent over for forælderen efter genforening, og vil på samme tid søge fysisk nærhed og være afvisende over for forælderen.
Utryg tilknytning – undgående
Et barn der er præget af det undgående (nogle gange kaldt afvisende) tilknytningsmønster vil se ud som om det er relativt upåvirket af at forælderen forlader rummet og kommer tilbage, men hvis man måler på deres fysiologiske reaktioner, vil de vise tydelige tegn på stress. Barnet vil opføre sig nogenlunde ens over for forælderen og den fremmede, og der ses meget begrænset nysgerrighed i forhold til at undersøge rummet.
Utryg tilknytning – desorganiseret
Børn med desorganiseret tilknytning er bærer af allermest utryghed. De har forvirrede, adfærdsmønstre efter genforening, som både kan indeholde afvisning, aggression, rækken ud og undgåelse.
Du bærer dit tilknytningsmønster med dig
For alle tilknytningsmønstrene gælder det at det at vi tager dem med ind i vores voksne liv – og at vi som voksne i terapien kan arbejde på at etablere stadigt mere tryghed.
Børns tilknytningsmønstre formes af hvordan deres vigtige voksne møder dem. Er forælderen tilpas til rådighed bliver barnet trygt. Er forælderen utilstrækkeligt og delvist tilstede for barnet og på en måde hvor det ikke er barnets behov, men primært forælderens behov der er strukturerende for kontakten, udvikler barnet et ambivalent og ængsteligt tilknytningsmønster. Barnet ”leder efter” sin omsorgsperson, frygter afsavn og tvivler på at blive mødt.
Er forælderen utilstrækkeligt tilstede på en måde hvor barnet primært oplever afstand og manglende nærvær, lukkethed, vil barnet udvikle et undgående mønster.
Oplever barnet at dets tilknytningsperson kan være truende, skræmmende evt. fysisk eller psykisk voldelig, evt. stærkt utilgængelig pga. alkohol eller stofmisbrug, bliver barnets navigation desorganiseret. Det menneske der skulle give omsorg (og som måske nogle gange gør det), kan være decideret farlig eller skræmmende.
IFS terapi og tilknytning
I mit arbejde med IFS terapi er jeg på det seneste blevet inspireret af tanken om at desorganiseret tilknytning egentlig ikke er udtryk for manglende organisering. Men tværtimod faktisk blot er en endnu mere kompleks struktur hvor forskellige sider i barnet, relaterer fuldkomment relevant til forskellige (skræmmende, såvel som omsorgsgivende) sider i omsorgspersonen. Læs mere om IFS terapi her.
Terapi, tilknytning og indre børn
De erfaringer vi gør os som børn, farver måden vi møder verden på. Man taler om at vi alle har ”indre børn”, der somme tider styrer vores adfærd selv når vi er voksne. At kende sit tilknytningsmønster er hjælpsomt for at kunne forstå sig selv – og hvad der er endnu vigtigere: for at kunne relatere til og danne tilknytning til sig selv. Det er muligt at kontakte det indre barn eller de indre børn vi har og give dem den omsorg og beroligelse som de ikke fik engang. Når dette lykkes, udvikler tilknytningsmønstre sig i retning af mere tryghed.