Barndom og tilknytning

Barndom og tilknytning er nogle af de temaer, som ofte bliver relevante i psykoterapi. De erfaringer, vi har med relationer til forældre eller andre vigtige omsorgspersoner i barndommen, betyder som regel meget for os, også som voksne.

Jeg arbejder oplevelsesbaseret med barndom og tilknytning, hvis du som klient mærker, at det er relevant for dig. Her trækker jeg især på den neuroaffektive psykoterapi og tilknytningsteorien.

Teorien om tilknytning handler om hvordan børns følelsesmæssige bånd til deres primære omsorgsperson(er) er afgørende for deres adfærd og oplevelse af verden – og at deres erfaringer med tilknytning i barndommen har kolossal betydning ind i voksenlivet.

Tilknytningsteorien blev udviklet af psykoanalytikeren John Bowlby, der viste hvordan tilknytning er et fuldkomment grundlæggende behov hos børn, der betyder at de i de tidlige år altid opholder sig tæt på deres omsorgspersoner, ofte deres forældre og orienterer sig i mod dem.

Hvis et barn har erfaring med at dets tilknytningsbehov bliver mødt på gode måder af dets omsorgspersoner, vil det have en forventning om at andre tilknytningsfigurer (f.eks. venner og kærlighedspartnere) senere i livet også vil kunne give tryghed og støtte. Disse erfaringer bliver til en ”indre arbejdsmodel” for barnet og guider det i fremtidige tætte relationer.

Oplever barnet derimod at tilknytningen til omsorgspersonerne er utryg (og her er der forskellige variationer, de såkaldte utrygge tilknytningsmønstre), former disse erfaringer forventningen til kontakten med andre som dermed bliver utryg.

Tilknytningsmønstre

Mary Ainsworth arbejdede i 1960’erne videre med Bowlbys teori. Hun udviklede den såkaldte Strange Situation-procedure, der er en psykologisk test der gør det muligt at observere de forskellige tilknytningsmønstre.

Kort fortalt undersøgte Ainsworth hvordan børn reagerer i relation til en primær omsorgsperson i forbindelse med at de oplever fremmede omgivelser og efter at de her har været alene med et fremmed menneske. Ainsworth viste at der var tydelige mønstre i børnenes reaktioner. Hun observerede at de enten kunne være trygt eller utrygt tilknyttede. De trygt tilknyttede børn var undersøgende i forhold til nye omgivelser, de blev oprevede da omsorgspersonen/forælderen forlod lokalet og glade og søgte trøst, da han/hun vendte tilbage.

Utryg tilknytning – ambivalent

For de utrygt tilknyttede børn fandt Ainsworth to mønstre: det ambivalente og det undgående mønster. Senere har forskning peget på flere mønstre, især det man kalder det desorganiserede mønster.

Det ambivalente barn vil være ængstelig over for fremmede og vil ikke være undersøgende i det ukendte rum, heller ikke selvom forælderen er til stede. Når forælderen forlader rummet bliver barnet voldsomt stresset. Barnet vil være ambivalent over for forælderen efter genforening, og vil på samme tid søge fysisk nærhed og være afvisende over for forælderen.

Utryg tilknytning – undgående

Et barn der er præget af det undgående (nogle gange kaldt afvisende) tilknytningsmønster vil se ud som om det er relativt upåvirket af at forælderen forlader rummet og kommer tilbage, men hvis man måler på deres fysiologiske reaktioner, vil de vise tydelige tegn på stress. Barnet vil opføre sig nogenlunde ens over for forælderen og den fremmede, og der ses meget begrænset nysgerrighed i forhold til at undersøge rummet.

Utryg tilknytning – desorganiseret

Børn med desorganiseret tilknytning er bærer af allermest utryghed. De har forvirrede, adfærdsmønstre efter genforening, som både kan indeholde afvisning, aggression, rækken ud og undgåelse.

Du bærer dit tilknytningsmønster med dig

For alle tilknytningsmønstrene gælder det at det at vi tager dem med ind i vores voksne liv – og at vi som voksne i terapien kan arbejde på at etablere stadigt mere tryghed.

Børns tilknytningsmønstre formes af hvordan deres vigtige voksne møder dem. Er forælderen tilpas til rådighed bliver barnet trygt. Er forælderen utilstrækkeligt og delvist tilstede for barnet og på en måde hvor det ikke er barnets behov, men primært forælderens behov der er strukturerende for kontakten, udvikler barnet et ambivalent og ængsteligt tilknytningsmønster. Barnet ”leder efter” sin omsorgsperson, frygter afsavn og tvivler på at blive mødt.

Er forælderen utilstrækkeligt tilstede på en måde hvor barnet primært oplever afstand og manglende nærvær, lukkethed, vil barnet udvikle et undgående mønster.

Oplever barnet at dets tilknytningsperson kan være truende, skræmmende evt. fysisk eller psykisk voldelig, evt. stærkt utilgængelig pga. alkohol eller stofmisbrug, bliver barnets navigation desorganiseret. Det menneske der skulle give omsorg (og som måske nogle gange gør det), kan være decideret farlig eller skræmmende.

IFS terapi og tilknytning

I mit arbejde med IFS terapi er jeg på det seneste blevet inspireret af tanken om at desorganiseret tilknytning egentlig ikke er udtryk for manglende organisering. Men tværtimod faktisk blot er en endnu mere kompleks struktur hvor forskellige sider i barnet, relaterer fuldkomment relevant til forskellige (skræmmende, såvel som omsorgsgivende) sider i omsorgspersonen. Læs mere om IFS terapi her.

Terapi, tilknytning og indre børn

De erfaringer vi gør os som børn, farver måden vi møder verden på. Man taler om at vi alle har ”indre børn”, der somme tider styrer vores adfærd selv når vi er voksne. At kende sit tilknytningsmønster er hjælpsomt for at kunne forstå sig selv – og hvad der er endnu vigtigere: for at kunne relatere til og danne tilknytning til sig selv. Det er muligt at kontakte det indre barn eller de indre børn vi har og give dem den omsorg og beroligelse som de ikke fik engang. Når dette lykkes, udvikler tilknytningsmønstre sig i retning af mere tryghed.